Hvor kan jeg se om min bus er forsinket ?
Søg din rejse frem på www.rejseplanen.dk og klik på pilen med mere information. Hvis bussen er forsinket kommer der røde minuttal med + foran.
Hvornår gælder BAT Rejsegaranti?
Hvis du som passagerer oplever mere end 20 minutters forsinkelser på en af BAT´s afgange, kan du i nogle tilfælde få refunderet udgift til taxa (gælder ikke rute 7 og 8 samt på alle ruter fra tirsdag - søndag, begge dage inkl. i Folkemøde ugen).
Rejsegarantien gælder kun for planlagt kørsel. Den gælder ikke, hvis der er sket ændringer i kørslen, som BAT i god tid har varslet via nye køreplaner, annoncering, plakater eller på hjemmesiden.
Garantien gælder ikke ved force majeure, dvs. når forsinkelsen skyldes forhold udefra, som BAT ingen indflydelse har på, og hvor du som passager bør vide, at der kan ske aflysninger og forsinkelser.
Force majeure kan f.eks. være:
- Ved fagligt konflikt/arbejdsnedlæggelse/blokader
- Dårlige vejrforhold, som f.eks. kraftig snefald, isslag, fygning, orkan el. lign.
- Trafikproblemer affødt af f.eks. vejarbejde, trafikuheld eller trængsel i højsæsonen
Du skal planlægge rejsen, så du har rimelig tid til at skifte bus.
I alle andre situationer er du som udgangspunkt dækket af BAT's rejsegaranti.
Korrespondance til andre aktører i den kollektive trafik er ikke omfattet af rejsegarantien. Det vil sige, at hvis du rejser videre med f.eks. færge eller fly, er denne del af rejsen ikke omfattet af rejsegarantien. BAT yder ikke kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, dækning af fly- og færgebilletter, overnatninger og lign.
Hvad skal sendes med en ansøgning om BAT Rejsegaranti?
Du skal selv betale for taxaen i første omgang.
Du skal udfylde ansøgningsskemaet og indsende det til BAT sammen med en kopi af den originale taxabon. På taxabonen skal der fremgå dato og klokkeslæt samt fra- og til adresse.
Det er kun den person, der har betalt for taxaen, der kan få refusion.
Hvis din ansøgning bliver godkendt, vil dit tilgodehavende blive indsat på din NemKonto. Du skal oplyse dit CPR-nummer i ansøgningen, for ellers kan vi ikke udbetale pengene til din konto. Vi behandler din ansøgning hurtigst muligt.
Hvordan søger jeg?
Ansøgningsskema inkl. taxabon kan du enten sende med posten til BAT, Munch Petersens Vej 2, 3700 Rønne eller sende den med Digital Post.
Da du på blanketten skal oplyse om dit cpr-nummer til brug for overførsel til din NemKonto, er det vigtigt at du sender oplysningerne med Digital Post og ikke på almindelig mail.
Læs mere her: BAT's rejsegaranti-folder
Hent ansøgningsskema her: BAT-taxirefusionsskema